Tag I biografen med LatinoNews.dk, Colombia.dk og CPH:DOX – spar 20 % på billetten!

Tag I biografen med CPH:DOX og se film af latinamerikanske eller Sydamerikanske instruktører og skabere eller som omhandler latinamerikansk eller Sydamerikansk kultur.

Brug koden “LATINONEWS20” og få 20 % rabat!

Balomania

Dybt inde i de brasilianske favelaer er et hemmeligt fællesskab af mænd i gang med at planlægge deres næste illegale aktion. De er ‘baloeiros’ – ballonbyggere. For ja, denne gruppe af tatoverede, barske mænd elsker balloner og kan bruge flere år på at klistre farvestrålende silkepapir sammen til gigantiske varmeluftballoner på størrelse med boligblokke(!), der kan male himlen i utrolige farver og portrætterer folk som 2pac og Pelé. Forskellige grupper af baloeiros kæmper mod hinanden om at lave de flotteste, største og mest spektakulære balloner. Imens bliver de selv jagtet af politi og dusørjægere, for myndighederne anser dem for farlige og kriminelle. Den unge, dansk/spanske filmskaber Sissel Dargis Morell har brugt flere år på at vinde de brasilianske ballonbanders tillid og har skabt årets mest action-packed film, der veksler mellem hæsblæsende biljagter, ballon-aktioner og scener fra de hemmelige værksteder. ‘Balomania’ er en utrolig historie om et utroligt fænomen, og om et hemmeligt broderskab på bunden af samfundet, hvor gadefejeren kan være konge for en dag, og hvor drømmen om frihed får vinger.

Her er link til filmen, hvor du kan se filmens spilletiderspillesteder og læse mere om de tilhørende events: https://cphdox.dk/da/film/balomania-da/

The Buriti Flower

Lige midt i Brasiliens geografiske hjerte ligger Kraolândia Indigenous Land. Her holder det oprindelige stammefolk Krahô til og har gjort det i hundredvis af år. Men ligesom alle andre oprindelige folk er Krahôerne under pres fra omverdenen og må kæmpe for ikke at blive slugt af globaliseringens store mund. Set igennem hendes datters øjne, går Patpro Krahô igennem tre perioder af det oprindelige folks historie. Fra ritualer og kærlighed til naturen over en traumatisk massakre og til i dag, hvor sjældne dyr bliver stjålet fra territoriet, traditionelle ceremonier udføres iført shorts og bukser, og hendes datter pludselig gerne vil sove på en madras. Fortid støder sammen med nutid, og omverdenens kaos influerer Krahô-folkets minder, historier og perspektiver i sådan en grad, at Patpro må drage til hovedstaden Brasilia for at deltage i en stor konference om landets indfødte folk og forsætte modstanden og kampen for hendes folks frihed. ‘The Buriti Flower’ er et tålmodigt hybrid-portræt af Krahô-folket, svøbt ind i overdådigt smukke billeder fra den dybe, fugtige, farverige, mørke skønhed, der er de brasilianske skove.

Her er link til filmen, hvor du kan se filmens spilletiderspillesteder og læse mere om de tilhørende events: https://cphdox.dk/da/film/the-buriti-flower-da/

This is Ballroom

I New York opstod der i 1960’erne en fejde i drag-miljøet, fordi kun hvide drag queens vandt skønhedskonkurrencerne. I årene efter skabte ikke-hvide drags deres egne konkurrencer, og det var kimen til ballroom: en konkurrence, hvor performere dyster i forskellige kategorier såsom face, runway og old way foran tre dommere og prøver at udkonkurrere deres modstander med stil og selvsikkerhed. Det hele foregår i et infernalsk kaos af musik, rim, råb og kommentarer fra det publikum, der kører stemningen helt op under taget. Ballroom er et modeshow, en skønhedskonkurrence, en danseperformance og en krig. Men mest af alt er det et fristed, hvor primært queer og ikke-hvide mennesker kan få en pause fra det samfund, der ikke ellers har mange pladser til dem. Men det er også en no bullshit-kultur. Hvis du ikke har styr på dine ting, bliver du chopped af dommerne, og så er du ude. Mød de vigtigste performere i Rio de Janeiros ballroom-miljø i en upbeat, svedig og herligt uregerlig film fra et parallelt univers af moves og modstand.

Her er link til filmen, hvor du kan se filmens spilletiderspillesteder og læse mere om de tilhørende events: https://cphdox.dk/da/film/this-is-ballroom-da/

They Shot the Piano Player

Jeff Harris, en musikjournalist fra New York, rejser til Brasilien for at lave research til sin næste bog om bossa nova. Så snart han ankommer til Rio, støder Jeff på myten om Francisco Tenório Junior, en gådefuld pianist, der betragtes som en af Brasiliens førende jazzmusikere, og som forsvandt på mystisk vis under en turné i Buenos Aires i 1976, året for militærkuppet i Argentina. Jeff rejser rundt i Brasilien for at besøge nogle af landets mest indflydelsesrige musikere, og han bliver fascineret af Tenório, hvis historie han afdækker gennem minderne fra de mennesker, han interviewer. Jeffs iver efter at løse mysteriet om Tenórios forsvinden bliver uimodståelig. Han opgiver bogens oprindelige fokus og begynder at dykke ned i den mørke periode, hvor militærregimer tog magten i mange latinamerikanske lande med støtte fra CIA.

Her er link til filmen, hvor du kan se filmens spilletiderspillesteder og læse mere om de tilhørende events: https://cphdox.dk/da/film/they-shot-the-piano-player-da/

Gaucho Gaucho

Ude på Argentinas endeløse sletter og i landets øde bjerge finder du de såkaldte gauchos: cowboys og cowgirls, klædt i smukke uniformer og med en nærmest spirituel forbindelse til deres heste og det land, de rider på. De drikker mate, galopperer om kap og svinger lassoen, som deres forfædre altid har gjort. Uden for tid, men bestemt ikke uden for sted. Herude mellem kaktusser og støvede majsmarker holder gauchoerne fortidens traditioner i hævd. Instruktørduoen bag kæmpesuccesen ‘Trøffeljægerne i Piemonte’ har et uforligneligt øje for det dybe forhold mellem mennesker, dyr og det pittoreske land, de deler med hinanden. I krystalklare og tindrende smukke, sort/hvide billeder, der fanger hvert af ørkenstøvets korn, er ‘Gaucho Gaucho’ ikke blot en af årets smukkeste film. Det er også en ægte, argentinsk western med underspillet humor og et melankolsk strejf af Old World-charme i en foranderlig tid.

Her er link til filmen, hvor du kan se filmens spilletiderspillesteder og læse mere om de tilhørende events: https://cphdox.dk/da/film/gaucho-gaucho-da/

Brug koden “LATINONEWS20” og få 20 % rabat!