Nu er der mulighed for at høre noget anderledes Colombiansk musik. Se hvad de skriver om Meridian Brothers:
“Salsa for freaks, intergalaktisk cabaret, surreel karruseltur med latin-anarkister eller soundtracket til et psilocybinsvampetrip. Begrebsapparatet bugner af kreative gloser, når man forsøger at beskrive Meridian Brothers’ subversive musik. En ting er dog svært at benægte: Meridian Brothers er dybt originale og uforudsigelige.
Den colombianske kvintet spillede sidste år både på Roskilde Festival og Global, og der er uden tvivl endnu en overrumplende koncertoplevelse i vente, når gruppen nu vender tilbage med deres nye album Salvadora Robot i baggagen.
Den musikalske grundsubstans i Meridian Brothers er hjemlandets mange genretraditioner, herunder cumbia, salsa og champeta, som bliver holdt som gidsler og udsat for elektroniske chok, pitchede vokaler samt alskens finurlige avantgarde-eksperimenter. Kald musikken dada-latin eller latin-psychedelia – i Meridian Brothers’ soundlab er demarkationslinjerne udvisket.
Hvor bandets forrige plade, Desesperenza, hovedsageligt er præget af salsarytmer, er udtrykket på Salvadora Robot spændt ud mellem mange forskellige latinamerikanske strømninger herunder merengue og reggaeton. Musikportalen Allmusic skriver blandt andet om albummet: “Den musikalske disciplin og kreative forestillingsevne, som er på spil i disse sange, placerer dette album i sin egen liga.”